20. maj 2006

Minivejledning til nye medlemmer

Kære nye medlem:

Først et stort tillykke med optagelsen. Herunder følger nogle små råd og vejledninger i, hvordan man afholder en vellykket maddag, samt nogle få eksempler på tidligere maddage.

For det første; det er en god idé, at holde sig fra alt for specielle retter. Fx ting fra havet og indvolde. Det må tilrådes kun at lave to retter. Fx. en hovedret og en dessert eller en forret og en hovedret. Den lettere ukendte kombination forret og dessert er ikke tilrådelig, da der så sikkert vil brede sig en stemning af fusk med de indsamlede penge. Det skal desuden tilrådes, at såfremt man bevæger sig ud i de særegne retters grænseland, underrettes medlemmerne om dette på forhånd, så evt. forholdsregler kan tages af disse medlemmer.

For det andet; prøv altid at være i god tid med planlægningen af datoen. Vi har brugt en metode i klubben, hvor vi snarest muligt efter en afholdt maddag lister de datoer man kan i den følgende måned. Fx: 1,1,2,3,5,8,13,21. Når alle har skrevet sig ind, hvilket bør være sket seneste 7 dage efter, kan du frit vælge mellem de dage hvor alle kan. Såfremt der ingen sammenfald er i dage, rådfører du dig for at se om en af de næstmest mulige dage alligevel skulle være mulig for den eller de, som ellers ikke kunne. Hvis dette ikke er muligt, skal maddagen afholdes på den dag hvor flest kan.

For det tredie; på selve afholdelsesdagen er det vigtigt, at man som gæster husker at medbringe sine 75 kroner i et nøjagtigt beløb. Fx. en halvtredser, en tyver og en femkrone.

For det fjerde; man har som afholder af maddagen et beløb til rådighed, som er på 600 kroner. Disse penge SKAL bruges på maddagen. Evt. overskydende penge efter indkøb af madvarer, kan bruges på kaffe, slik eller deslig til efter maden. Regner man forkert så man får brugt for mange penge, er det ens eget ansvar at dække det mistede beløb. En undtagelse fra reglen om de 600 kroner er, at man i god tid inden har anmodet om en større bevilling, og fået accept heraf, fra samtlige medlemmer. Dette er ikke noget man skal gøre for tit, men hvis man føler at man har noget helt specielt at fejre, eller at ens maddag falder sammen med en højtid, vil det formodentlig være muligt at hæve beløbet, men dog ikke alt for meget. Drikkevarer til en selv kan ikke medregnes i rådighedsbeløbet. Drikkevarer som er ment til deling, kan kun accepteres såfremt man serverer noget mad, som fordrer denne drikkevarers tilstedeværelse.

For det femte; det er ikke ulovligt, men ej heller videre velset, at servere retter, som allerede har været på menuen tidligere. Det er naturligvis tilladt at tage enkelte dele af tidligere menuer ud, og bruge dem i en ny summation. En undtagelse fra reglen om "copyright" er desserterne, da der her er et knap så stort udvalg, som stadig er pleasende for den brede mængde af medlemmer. For en god ordens skyld skal det nævnes, at tidligere serverede retter kan genfindes under:
archives -> december 2005 -> madklubben 2006
archives -> november 2005 -> madklubben 2005
archives -> november 2005 -> madklubben 2004

For det sjette; keep it simple. Lad være med at sprede dig over mere end du føler du kan klare. Personligt har jeg prøvet, at stå med otte forskellige ting igang på en gang. Dette kan måske gå for parrene, men singlemedlemmerne skal være varsomme hér. Et forslag kan være, at man vælger at koncentrere sig om én af de 2-3 menupunkter. Fx. lave en simpel forret eller dessert, så man har overskud og tid til at gå i dybden med sin hovedret. Jeg har tidligere haft succes med at lave en dessert, som skulle laves dagen før, og ligeså med en hovedret. Dette gjorde, at der praktisk talt kun skulle koges ris på selve dagen. Mit køkken var pænt og jeg var knap så stresset som ellers.


Eksempler på vellykkede maddage:

Februar 2005; Ask & Bolivia; Valgflæsk med persillsovs og kartofler. Til dessert chokoladekage med vanillieis og konfekt. Dette blev holdt på valgaftenen og var en temaaften i stil med den Stan holdt 2 måneder senere i anledning af pavevalget.

Juni 2005; Sluttie & Vind; Frikadeller med kold kartoffelsalat og kage til dessert (da jeg ikke deltog skal jeg ikke kunne garantere for kvaliteten, men den er omtalt som en god maddag)

November 2005; Stan; Festskinke med flødekartofler, cheddar/kartoffeltærte, ærter og indbagt is til dessert.

December 2005; Jobbe; Flæskesteg i julelage med kartofler, rødvinssauce, rødkål og brune kartofler. Til dessert vanilleis med hjemmelavede æbleskiver. Denne maddag står som et godt eksempel på, hvorledes man kan inddrage en højtid i sin planlægning.

Dette var kort og godt de hovedregler, som har gjort denne madklub til en succes. Det kan iøvrigt anbefales at udvisse den pli, at såfremt man har serveret et eller andet interessant, så lægges opskriften online som et nyt post. Ellers er der vist bare at sige, at såfremt man opfører sig efter omstændighederne og ikke på nogen måde bringer Madklubben eller dennes blog i fare, så er man godt på vej til, at blive et succesfuldt medlem af Madklubben.

Hjertelig velkommen ombord. Vi håber at de får en god og tryg overfart.